Hvad giver mig dårlig ånde?
Problemer med dårlig ånde kan opstå af flere grunde. Dårlig ånde hedder på fagsprog ”halitosis” eller ”foetor ex ore”, hvilket betyder ‘stank fra munden’. Det kan være meget generende, hvis man lider af dårlig ånde, og det er et problem, som mange mennesker lider af.
Dårlig ånde kan opstå af flere forskellige grunde. Dårlig ånde kan for eksempel opstå, hvis man ikke sørger for at holde munden og tænderne tilstrækkeligt rene. Hvis tænderne ikke renses med en tandbørste og tandtråd hver dag, vil bakterier sætte sig i alle fordybninger i mund og tænder, og her vil de så danne svovlbrinteforbindelser, som giver den dårlige lugt. Det er derfor vigtigt at børste tænder, tandkød og alle fordybninger grundigt, så munden holdes ren og hygiejnisk.
Man kan også få dårlig ånde, hvis man har paradentose eller betændelse i tandkødet, eller hvis der er gået betændelse i en frembrydende visdomstand. I dette tilfælde er det vigtigt at få renset sine tænder grundigt med jævne mellemrum. Mundtørhed forårsaget af eksempelvis medicin er en tredje faktor, som kan give dårlig ånde. Og derudover vil sult også kunne skabe dårlig ånde og eventuelt mundtørhed.
Jo længere tid der går mellem måltider, jo mindre spyt vil blive dannet i munden. Jo mindre spyt der dannes i munden, jo flere bakterier vil der komme, og dette vil både skabe mundtørhed og dårlig ånde. Hvis du lider af en sygdom i mund eller svælg, vil dette også kunne give dårlig ånde, og der er også risiko for dårlig ånde ved andre sygdomme, som ikke sidder i munden. Det kan være sygdomme som diabetes eller nyresygdomme, eller sygdomme i mavetarmkanalen eller i luftvejene, som kan medføre dette.
Andre faktorer, der kan forårsage dårlig ånde inkluderer krydret mad og nydelsesmidler såsom tobak eller strålebehandling for kræft i hoved- og halsregionen.
Hvad kan jeg gøre mod dårlig ånde?
Hvis du lider af dårlig ånde, er der flere ting, du kan gøre. En god og grundig mundhygiejne er et godt sted at starte, og tag eventuelt en snak med din tandlæge om, hvordan du bedst muligt holder din mund og dine tænder rene med tandbørste og tandtråd. Det er både tænder, tandkød, fordybninger og tunge, som skal gøres rene. Til tungen kan man få en tungeskraber, som er særligt udviklet til at holde tungen ren. Du kan også overveje, om det er en af de andre faktorer, der forårsager den dårlige ånde hos dig. Måske en ændring i livsstil i forhold til dette, vil kunne have en virkning på din dårlige ånde. Dette kan du eventuelt også tale med din tandlæge om.
Der er flere midler og produkter, du kan bruge for at hæmme den dårlige ånde. Det kan være alt fra mundskyl, tyggegummi og pastiller til zinkholdige sugetabletter, som kan hjælpe på den dårlige ånde. Men vær opmærksom på, at det kun anbefales at bruge mundskyl, hvis der er en særlig årsag til det. Hvis du bruger tyggegummi til at holde den dårlige lugt væk, er det bedst at vælge noget sukkerfrit, så du ikke giver anledning til huller i tænderne, men det bedste er dog at finde frem til årsagen til den dårlige ånde frem for at sløre den, og her vil din tandlæge meget gerne hjælpe dig.